- Vil du være en fakkelbærer og stifinder og sætte kraft bag den åbning, der er lige nu er frem mod en bæredygtig verden for os selv og de næste syv generationer?
- Længes du efter den vise værktøjskasse, som kan supplere eksekvering og handlekraft og revitalisere dit (arbejds)liv og din organisation?
- Vil du gå forrest i paradigmeskiftet fra hierarkisk til regenerativ ledelse og dermed skabe den tiltrængte transformation?
Hvad er executive transformativ ledelse?
Al transformation sker i en opbygning af store mængder energi, der i et spænd pludseligt går fra at være én tilstand til en ny. Ligesom vi i dag ved, at evolution sker i spring efter lang tid med opbygning og ikke som en lineær proces – men i bevægelse mod skiftet. Det starter med det ikke-manifeste, det potentielle, ideernes verden. Og denne bevægelse skal ledes bevidst.
Transformativ ledelse bygger på Earth Wisdom – og er et udtryk for en bæredygtig og helhedsorienteret måde at lede sig selv og sin organisation på. Med transformativ ledelse lærer du, hvad der skal til for at skabe det spænd, der er nødvendigt, for at transformation kan opstå. Det fordrer, at du kan se hele vejen rundt. At du kan se alle perspektiver og lade alle stemmer blive hørt. Det giver dig rum til at lede alle muligheder og lade det nye og endnu ikke skabte opstå. Du lærer at træde frem som den leder, der står som den respektfulde beskytter af det vitale og af selve livskraften i organisationen.
De 8 ledelsesprincipper baserer sig på en cirkulær tilgang, hvor læring og nytænkning eller gentænkning af gamle ledelsesmodeller er i centrum. F.eks. er det maskuline princip initierende, aktivt, eksekverende og handlende. De sidste er væsentlige kompetencer i de fleste organisationer i dag. Men kun at gå på et ben (eller det ene princip) skaber ubalance og kan føre til meningsløshed og manglende bæredygtighed. Det feminine princip komplimenterer det maskuline, og skaber på den måde mere balance, og kan eventuelt revitalisere organisationen.
I Earth Wisdoms tilgang starter al forandring med én selv, så derfor vil der i dette forløb være stærkt fokus på dig som leder i en hierarkisk ledet organisation – og vi vil arbejde med dig som fakkelbærer og stifinder frem mod en mere cyklisk, bæredygtig og transformerende organisering.



Hvad har det med den regenerative organisering at gøre?
Vi står i dag globalt set på et breaking point. Vi er kaldet til at lede på en ny måde. Ikke som endnu et smart ledelseskoncept – men som et imperativ. Der er ikke tid til, eller mening i, at reproducere hierarkiske og ubæredygtige strukturer, der har bragt Jorden og menneskeheden ud af balance. Den regenerative tankegang (f.eks. Hutchins & Storm, 2019) handler om at tilføje og genoprette. Alt i naturen samarbejder, er gensidigt afhængigt af hinanden og giver tilbage. Denne forståelse bakkes i dag op af førende økonomer og tænkere. Dasgupta (2021) viser, hvordan klassisk økonomisk tænkning har glemt ét element, nemlig naturen. Hvad det i al enkelthed betyder er, at vi skal gen-lære at agere gensidigt – i reciprocitet med naturen. Det som menneskeheden i tidligere generationer som jæger-samlere helt naturligt, og for at sikre overlevelse, har efterlevet, skal vi nu genlære for at kunne sikre overlevelse for minimum de næste 7 generationer og frem.
Så for os er regenerativ ledelse derfor ikke et buzzword – men bygger på moderne tænkning i samarbejde med en metodisk tilgang som den gamle visdomstradition – Earth Wisdom – tilbyder som værktøjskasse. Vi kan praktisk lære, hvordan vi skal transformere de gamle og ubæredygtige tankegange til et respektfuldt og regenerativt liv for alle relationer på planeten.
Som undervisere kobler vi vores akademiske og professionelle baggrunde med denne visdomstradition, vi har tillært os gennem mange års træning.



Hvordan adskiller denne type ledelse sig fra andre typer ledelse?
Vi lærer at inddrage naturen som læringsrum og resonanskasse. Vi arbejder cirkulært med årstidernes gang som spejling og refleksion til at forstå en organisations årshjul på en bæredygtig og regenerativ måde. Vi lærer at anvende konceptet “Pointskab” som ledelsesværktøj. Vi lærer at lede ud fra princippet om, at alle stemmer er lige vigtige – de er lige gyldige og lige vægtige.
Denne forståelse bringer empowerment og frisættelse til det kollektive, bliver et stærkt værktøj til selvledelse og hjælper mennesker til at gå fra det gamle asymmetriske og hierarkiske paradigme til det ligeværdige og gensidige.
Denne tilgang har et stort fagligt overlap med Frederic Lalouxs tanker om Re-inventing organisations og Laura Storms og Giles Hutchens tanker om Regenerativ ledelse. Og ikke mindst har vores forløb stærke faglige koblinger til Professor Ida Engholms nye bog “Design for the New World”, som også bygger på Earth Wisdom. Transformativ ledelse tilbyder en stærk værktøjskasse til at omsætte disse tanker til egen og organisatorisk praksis, og er styrket af at være opsamlet af generationer af mennesker før os. Altså eviggyldige værktøjer der har været brugbare for de mennesker, som vi alle står på skuldrene af, og som det er oplagt, at vi lærer os selv, og giver videre til de kommende generationer.
Hvad er de faglige temaer?
Forløbet fokuserer på ledelse og på dig som leder i en verden. Vi bruger naturen som baggrundstæppe, og lærer dermed at arbejde i naturlige og bæredygtige cykler – og på den måde genkoble os på tidligere generationers bæredygtige måde at leve med naturen. Forløbet er designet på en måde, så hver enkelt deltager arbejder intenst med sit eget lederskab og med den organisatoriske kontekst som praksisfelt.
Vi arbejder med otte typer ledelse:

EXECUTIVE TRANSFORMATIV LEDELSE
Efter endt forløb har du som deltager forståelse og handleværktøjer til at:
- stå stærkt i dit eget lederskab og være en fakkelbærer frem mod en bæredygtig verden
- at læne dig ind i den visdom du allerede besidder, men endnu ikke har gjort brugbar i den organisatoriske sammenhæng
- at have en dybere forståelse for, hvordan det værende og det handlende må komplimentere hinanden i vores organisationer, hvis regeneration er vejen frem mod en bæredygtig verden
- at have en vis værktøjskasse, der kan understøtte din ledelse frem mod cyklisk organisatorisk tænkning, emotionel stabilitet og helhedsorienteret strategisk tænkning, der ikke skader generationerne efter os
- at være genforbundet med naturen og forstå, at vi mennesker er en del af naturen – og vice versa. Og bruge det som refleksivt baggrundstæppe, når du skal designe fremtidens organisering
- at “ regne den ud med hjertet” og bruge dette som stifinder i svære og komplicerede situationer
- at have modet til både at være fakkelbærer og stifinder i en omskiftelig verden og på den måde gå forrest (og ved siden af og bagerst) i bevægelsen hen mod en bæredygtig verden
- at have et selvrefleksivt, mulighedsorienteret og respektfuld blik på sig selv og andre mennesker
Hvor og hvordan afholdes kurset?
HVOR OG HVORDAN?
Kurset afholdes delvist fysisk og delvist digitalt.
De fysiske cirkler finder sted på to lokationer. Vi skal være hos Godis Grønt ved Lejre og på Nyløkke ved Faaborg. På cirklerne med fysisk fremmøde starter vi som udgangspunkt kl. 12.00 på dag 1 og slutter kl. 16.00 på dag 2 – med undtagelse af den fysiske drømmeceremoni (cirkel 6).
HELT LAVPRAKTISK
Vi er ude, sover i telt, får vanvittig nærende og smuk mad, og så er vi ved og rundt om bålet – ude med elementerne og under åben himmel, så meget vi kan. Det er vigtigt at have tøj og udstyr, som kan holde til det.
Forløbet foregår forskellige steder i naturen, og vi er optaget af at tingene er simple og bæredygtige. Naturen er medskaber af læringsrummet. Derudover skal vi arbejde i forskellige “rum skabt i naturen” – det kan være svedehytte eller tidspunkter, hvor vi sidder alene i skoven. Alt sammen noget vi forbereder os til løbende.
LEDERSKAB I EGEN ORGANISATION OG EN LÆRINGSMAKKER TIL REJSEN
Udover at vi mødes på sessionerne, er der en forventning om, at vi mellem sessionerne øver vores lederskab i praksis i vores egen organisation. Endvidere får man en læringsmakker, som man taler sammen med en time mellem de gange, hvor vi alle er samlet.
Hvordan er forløbet bygget op – se datoer i nedenstående overblik
Available dates
Loading available dates
Facilitatorer
Gry Guldberg
Jeg er et nysgerrigt og søgende menneske, som er optaget af, hvad det er, som gør livet meningsfuldt. Som kvinde, som menneske, som verdensborger og ikke mindst som medborger og virksomhedsejer. Jeg er medstifter af Emerging Earth, som arbejder på at være et bæredygtigt konsulentfællesskab. Vi er optaget af, hvordan man udviser ansvar for Moder Jord, og samtidig driver en bæredygtig virksomhed. Lige nu donerer vi 1% af vores omsætning til Jorden i form af Earth tax – 1% For the Planet. Jeg har gennem de sidste otte år studeret Earth Wisdom, og er optaget af, hvordan vi som medarbejdere og ledere i organisationer kan skabe bæredygtige og lærende fællesskaber. Her tror jeg, at vi har meget at lære af dem, vi står på skuldrene af. Jeg har gennem de sidste 20 år undervist, coachet og udviklet ledere ift. deres personlige lederskab og bæredygtig udvikling. Jeg har haft lederpositioner på Kaospiloterne, i Rambøll Management Consulting og i Mannaz. Jeg arbejder anerkendende og udfordrende, så det fulde potentiale udfoldes. Jeg har endvidere designet og udviklet store og langvarige transformative udviklingsforløb i mange danske organisationer. Mine kunder er ledere fra Novo Nordisk, COOP, Årstiderne, COWI, Roskilde Centralbibliotek, Frederiksberg Museum, 3F, BCF, KADK samt forskellige ministerier og kommuner. Jeg bor i Korinth ved Faaborg sammen med min mand Jens. Vi driver sammen kursus- og overnatningsstedet Nyløkke 11. Jeg har to børn, som er flyttet hjemmefra. Den ene er politisk aktivist og den anden iværksætter.
Else-Marie Bierlich
Jeg er antropolog og er dybt interesseret i verdens kulturer, og særligt de kulturer der stadig formår at leve i tæt og respektfuld forbindelse med den naturlige verden. Mit professionelle liv som antropolog startede i det daværende Center for Kultursamarbejde med Udviklingslandene, hvor jeg arbejdede med at fremme global dialog gennem kunst og kultur. På det tidspunkt kom jeg på sporet af Earth Wisdom traditionen, som jeg siden har studeret og været på feltarbejde og mesterlære i. Jeg har gennem de sidste 20 år undervist i denne tradition på private træningsforløb i ind- og udland. Nu coacher jeg ledere, guider ceremonier, underviser i drømmearbejde, er gæstelærer og har kunder i både private og offentlige virksomheder bl.a. Den Danske Filmskole, KADK, Vallekilde Højskole og BCF. Jeg bor i København med min partner Marco, der er kunstner og har en søn der er billedkunstner.
Priser
PRIS
EKSTRA UDGIFTER TIL FORPLEJNING
EKSTRA UDGIFTER TIL OVERNATNING
Cirkler med fysisk fremmøde kræver en overnatning.
Faaborg: Man kan f.eks. booke værelse på Korinth Kro eller Hotel Faaborg Fjord – man står selv for booking og betaling. Herudover er der mulighed for at sove i Glampingtelt på Nyløkke til 995,- + moms.
Lejre: Man kan f.eks. booke værelse på Hotel Prindsen eller Hotel Comwell i Roskilde – man står selv for booking og betaling.